
Mad- og måltidsordning
I Kolbøtten er vi stolte af, at kunne tilbyde vores børn en madordning, hvor 60-90% af maden er økologisk. For os er det vigtigt, at børnene får mad lavet fra bunden af, og ikke mindst tilberedt af årstidens kvalitetsvarer. En anden vigtig pointe for os, er at minimere spild, og herigennem lære børnene gode vaner i forhold til at tage vare på vores miljø og natur.
Vi prioriterer, at servere en kost for børnene, der i høj grad har fokus på ernæringsanbefalingerne fra Fødevarestyrelsen.
Eftersom der er et begrænset udbud af økologiske fisk, serverer vi vilde fisk fra havet. Disse medtages ikke i børnehavens øko-regnskab og udgør ca. 2 % af fødevarerne i køkkenet.
Børnehavens køkken planlægger menuerne ugevis, med ret til ændringer.
Frisk frugt og grønt samt det frosne er som regel økologisk, hvis prisen er rigtig.
Vi bager rugbrød og boller af økologisk mel og ikke meget er færdiglavet på nær dåsevarer.
Vi sylter selv agurker, rødbeder, æbler, løg, laver marmelader og vegansk smørepålæg.
